Vedligehold af læderridestøvler

 

Når du køber et par læderridestøvler, køber du et produkt, som er blevet udviklet gennem flere hundrede år. Et produkt, som er fremstillet af det bedste læder, og som derfor behøver den bedste behandling. En læderridestøvle holder i mange, mange år, hvis man er omhyggelig med behandlingen og brugen af støvlerne.

 

Som ordet - ridestøvler - fortæller, er støvlerne beregnet til at ride med. Brug derfor ikke støvlerne som vandrestøvler, brug dem ikke i vandspiltovet, men skift med andet fodtøj, når du ikke rider. En staldstøvle er det bedste, når du har givet hesten fri. Men har du med opdræt at gøre eller heste, hvor blodet bare løber lidt hurtigt, kan det være en god idé med en sikkehedsjodphur.

Sørg for, at dine læderridestøvler er renset for grus og jord ved randsyningen. Jord og grus holder på fugtigheden, og får trådene i syningen til at rådne. Derfor er det nu tid til at skifte til en ny tandbørste, brug så den gamle til rense støvlerne med.

Sørg for at dine støvler tørrer, ikke for hurtigt på radiatoren, men helst ved stuetemperatur og ikke i direkte sollys. Hvis du kan undgå, at støvlerne står i et fugtigt staldskab, så gør det. Men de må ihvertfald ikke opbevares i en lukket støvletaske. Det får støvlerne til at mugne, læderet bliver ødelagt, og du risikerer, at den bagerste fiskebensstiver bliver presset op gennem læderet. Så kan kun en dyr reparation redde støvlerne. Støvletasken er kun til turen frem og tilbage.

Tør gerne støvlen over med en hårdt opvredet klud, så støv og sved fra hesten forsvinder.

Når tiden kommer til pudsning af dine støvler, så brug aldrig sadelsæbe eller læderfedt, men kun skosværte af god kvalitet. Puds altid dine støvler før du skal ride, og aldrig efter du har redet. Det sikrer, at dine støvler er tørre, inden du pudser dem.
Det ser pænest ud, når støvler skinner, især hvis du skal til stævne. Du kan efterpudse med en flonelsklud, lammeskind eller lign., men du kan også bruge en nylonstrømpe, som du ikke skal bruge mere, så bliver de flotte.

For at støvlerne ikke skal stå og falde sammen, når du ikke bruger dem, skal du bruge en støvlestiver eller -strækker. Men husk nu at sætte dem i, hvergang du har redet. Så har du flotte støvler i mange, mange år.